Uddrag af "Varde Bys historie", om en af dem i slægten hvis gerninger vi ikke har grund til at være stolte af - men her er historien aligevel:

Den 14. Juni 1821 blev en skæbnesvanger Dag for Varde. Om formiddagen omtrent Kl. 9.30 udbrød der af en aldrig opklaret Aarsag Brand i Skrædder Christen Dyres Hus paa Nørregades vestre Side (nu Nørregade 5). Ikke et Kvarter efter var Sprøjterne og Brandfolkene paa Pletten; men da havde ilden allerede fat i 4 Huse og bredte sig nu for en Nordvestenvind op mod Nørreport og Vesterport og ned ad Nicolaikirkestræde. Men efter en Times. Forløb syntes Branden dog standset ved Niels Mikkelsens Gaard i Hospitalsgade (nu Vestergade 30), ved Apotheket paa det sydlige Hjørne af Nørre- og Vestergade, ved Herman Conrad Nielsens Hus i Nørregade (nu Nr. 13) og ved Hjørnet af Nicolaikirkestræde og Smedegade.
 Et Stykke nede i Grydergade laa et lille Hus (nu Grydergade Nr. 9). Ejeren, Skomager Morten Jonassen 1), var i Marken, da Branden udbrød, men løb hjem, da han mærkede, der var ild i Byen. Da han kom hjem, trak ilden ned mod hans Sted, og hans Kone, Maren Hansdatter, havde allerede ved sine Børns Hjælp faaet en Del af deres indbo i Sikkerhed, og han hjalp dem nu med Resten.
 Men just paa denne Tid, da Branden var ved at blive dæmpet, rejste der sig omtrent Kl. 10.30 en ny Brand i Taget paa Morten Jonassens Hus, altsaa i Ryggen paa Brandvæsenet. Rodemester, Slagter Schmidt ilede op paa Loftet for at slukke indefra, hvor han blev bistaaet af Morten Jonassen. Samtidig blev der hældt Vand paa udefra, og man mente herved at have faaet Ilden helt kvalt. Men paa Loftet havde Slagteren forefundet en Træsko, der laa med Bunden i Vejret, og hvori der var en Glød omtrent som "en liden Næve". Denne Glød fik han slukket helt. Det var tydeligt, at denne Brand var paasat; men Morten Jonassen kunde ikke give nogen Forklaring paa, hvordan Træskoen var kommet op paa Loftet, og da der ingen Mistanke faldt paa Husets Ejer, blev Vagten betroet ham alene.
 Et Kvarter eller en halv Time senere slog Luen dog atter ud af Huset paa en Tid, da Morten Jonassen havde forladt sin Post, fordi hans Kone, som han forklarede, var besvimet nede i Gaarden. Husene paa begge Sider og lige overfor fængede. Den næsten dæmpede Brand greb om sig igen næret af den tiltagende Blæst. De tørre Straatage var et let Bytte for Flammerne, og en langt større og bedre Del af Byen end den, der var brændt før, blev nu et Rov for Luerne, der paa et Øjeblik angreb næsten hele Grydergade, Vestergade, Nicolaikirkegade, det endnu tilbageværende af Smedegade og et Par Huse i Nygade.
 Om Eftermiddagen Kl. 3 standsede endelig denne frygtelige Brand. Mod Syd havde den bredt sig til en Linie fra Kirken og Raadhuset tværs gennem Byen til Købmand Christian Lassens Gaard i Skovbogade (nu Storegade 37). I Nørregade var den standset ved Herman Conrad Nielsens Hus (nu Nr. 13), og i Hospitalsgade laa alt i Aske op til Hospitalet, der ogsaa gik op i Luer. I Vestergade var 12 Gaarde og Huse brændt, i Grydergade brændte 5 Bygninger, i Hospitalsgade brændte 11 Bygninger og 2 tog Skade, i Nørregade brændte 12 Bygninger, medens 1 Hus tog Skade, i Nicolaikirkestræde brændte 5 Bygninger, i Smedegade brændte 19 Bygninger, og endelig brændte i Nygade 2 Bygninger. I alt bliver der 66 afbrændte Gaarde og Huse og 3, der et blevet beskadiget. Alle Bygninger var forsikret, højest Købmand Niels Lassens Gaard paa det sydlige Hjørne af Grydergade og Vestergade, nu Grosserer Lassons Ejendom (Vestergade 15). Den var forsikret for 10400 Rbdl. og brændte totalt. Der blev kun reddet for 40 Rbdl. For hele Byen blev Værdien af de reddede Materialer opgjort til en Værdi af kun 1101 Rbdl., medens det samlede Tab beløb sig til 91 071 Rbdl. Men til dette Tal burde lægges Værdien af det brændte Indbo; men der lader sig ikke gøre, da kun een eneste havde det forsikret, nemlig Rebslager Thor Thorsen 2), der havde sine Møbler assureret for i 500 Rbdl. Sølv; der blev kun reddet for 430 Rbdl.
 Blandt de brandlidte var der flere, som ikke straks kunde faa Tag over Hovedet, men maatte søge Tilflugt i St. Nicolai Kirkes Ruiner.

 Den begivenhedsrige 14. Juni var endt. Men allerede næste Dags Aften blev Byen atter skræmt op, just da man glædede sig over at have faaet Magt over Branden i Grunden, saaledes at alle vedkommende kunde glæde sig til en Hvile, hvortil de saa højligt trængte.
 Paa Lille Kirkegaard, den nuværende Nygade, var der et Hus, som ejedes af to Mænd, Jens Lanken og Peder Forsum. Om Aftenen den 15. Juni havde Jens Lanken faaet vel megen Brændevin og gik tidligt i Seng sammen med sin Kone, medens den attenaarige Søn Christian af sin Moder fik Ordre til at hente nogle Tørv ind for at holde Ilden paa Skorstenen vedlige. Da han kom ud i Tørvehuset, saa han, at der var Ild i en Tørv, som laa paa jorden, og da han saa op imod Taget, bemærkede han, at der paa Endebjælken laa Aske. Han formodede derfor, at en Gnist var faldet ned fra Bjælken og havde antændt Tørven. Der blev straks gjort Anmeldelse om det mystiske Fund. Taget paa Huset blev for en Sikkerheds Skyld revet ned, og Jens Lanken, hans Kone og deres ældste Barn blev straks arresteret, da man maatte formode, at ilden var paasat, og da det var sket i den Ende af Huset, som de ejede og beboede, og saaledes at der var umuligt, at det kunde være sket anderiedes end indvendig fra.
 Den Opmærksomhed, som denne Begivenhed vakte, bevirkede, at Ildspaasættelsen i Morten Jonassens Hus, som under den almindelige Forvirring ikke var blevet anmeldt for Byfogeden, kom denne for Øre ved Forhøret over Familien Lanken den 16. Juni.
 Brandretten kunde først sættes den 21. Juni, da der hele Tiden havde været fuldt op at bestille med Vagt og Slukning i Grundene. Familien Lanken, som selv havde gjort Anskrig om Forsøget paa Ildspaasættelse i deres Hus, blev løsladt, og denne Begivenhed blev aldrig opklaret. Derimod fandtes det fornødent at sikre sig Morten Jonassen og hans Kone, da Mistanken efter de Omstændigheder, som fremkom ved Forhøret, syntes aldeles at maatte falde paa Husets Folk, fordi det næsten var utænkeligt, at en anden udefra i et saadant Ærinde skulde have vovet at gaa op ad en Loftstige og ind paa et Loft, hvor Husets Folk var beskæftiget med Udflytning. Men hverken Morten eller hans Kone vilde tilstaa, og et nyt Forhør den 22. Juni bragte ikke Sagen videre.
 Men samme Aften Kl. 10 blev Brandretten atter sat i Anledning af, at Sognepræsten havde anmeldt for Byfogeden, at Morten Jonassen havde ladet ham kalde og bekendt for ham, at han havde sat ild paa sit eget Hus.
 Under Branden havde Bekymringen for hans talrige Families Udkomme pludselig bragt ham paa den ulykkelige Tanke, at hans Kaar kunde forbedres, dersom hans Hus brændte og han fik Forsikringssummen udbetalt. Men i Forhøret maatte han dog tilstaa, at øjeblikkelig Nød eller Pengeforlegenhed var der ikke Tale om. I hans Hus stod der en første Prioritet paa 400 Rbdl. Børnepenge, som ganske vist var opsagt, men først til Snapsting 1822, og Byfoged Rosenørn havde lovet, dersom det var muligt, at skaffe ham andre Børnepenge i Stedet for.
 Han havde straks fulgt sin Indskydelse og af sit Arnested taget en Glød, som han i en Træsko anbragte mellem Taget og noget løst Halm, der laa paa Loftet. Da Virkningen begyndte at ytre sig, kom der Folk til, og Ilden blev enten virkeligt eller tilsyneladende dæmpet. Da Slagter Schmidt var gaaet bort, glædede Morten sig over, at Ulykken ikke var brevet fuldbyrdet, og troede, at al Fare var forbi. Han forlod derfor Loftet, da han hørte, at hans Kone var blevet syg nede i Gaarden; men netop da slog Flammerne atter ud af Taget til Brandens betydelige Forøgelse.
 Saaledes forklarede Morten Jonassen, og han forsikrede, at han ingen medskyldige havde, hvorfor hans Kone blev løsladt.
 Imidlertid forklarede alle, der var med til at slukke Ilden i Morten Jonassens Hus, da den første Gang blev bemærket, at Ilden var fuldstændig kvalt, da de forlod Huset, hvorfor den Mistanke maatte opstaa, at Morten Jonassen ogsaa anden Gang havde antændt Ilden. For Rigtigheden af denne Mistanke talte ogsaa den Omstændighed, at ingen havde kunnet bevidne hans Kones Besvimelse, som han anførte som Undskyldning for, at han forlod Loftet, undtagen hans Børn, og imellem deres Forklaringer var der endda megen Uoverensstemmelse. Men Morten nægtede bestemt at have sat lld paa mere end een Gang, og Aarsagen til, at Ilden i hans Hus brød ud anden Gang, kunde da ikke opklares.
 Derefter blev Morten Jonassen anbragt i et af Raadhusets underjordiske Fangehuller i Fløjen langs Vestergade. Men da Arresterne var af en saa maadelig Beskaffenhed, at en stærk Mand med Lethed kunde bryde ud, blev han lagt i Lænker, der nu kan ses paa Varde Museum.
 Hans Gerning vakte i Byen den største Bestyrtelse, da han ellers var kendt som en brav Mand. I selve Dommen taler Byfogeden om hans førhen almindelig bekendte, udmærkede, gode og rosværdige Vandel. Sognepræsten giver ham Attest for at være bekendt som en stille, stræbsom, ædruelig, tarvelig og retskaffen Mand, i hvis Levnedsvandel stedse viste sig en med uskrømtet Gudsfrygt forenet eksemplarisk Levnedsvandel som Borger, Ægtefælle og Fader for en talrig, igennem mangeaarige trange Kaar af ham opdragen Børneflok; ved de gudstjenstlige Forsamlinger i Guds Hus savnedes han næsten aldrig, og af Kirkens Goder betjente han sig med Andagt og Orden." Der herskede derfor den største Medlidenhed med hans Familie og for Resten ogsaa med hans egen tunge Skæbne. Saaledes indstillede Byfogeden, om det ikke kunde tillades, naar Morten Jonassens Sted blev solgt, at paalaegge Køberen at indrette i Huset et Værelse paa 1 Fag med Ildsted, hvor Mortens Kone for Livstid kunde nyde fri Bolig. Og endvidere fik han udvirket, at Provenuet for Familiens beslaglagte bortsolgte Løsøre kom Morten Skomagers Kone til Gode i hendes Fattigdom.
 Men mod Morten Jonassen selv maatte Sagen have sin Gang. Aktor, Prokurator Sørensen, beskyldte Morten Jonassen for at have stukket Ild paa 2 Gange trods hans Benægtelse. "At intet Menneske ved Mordbranden tilsatte Livet, er et Held, men intet undskyldende Motiv for Mordbrænderen. - - - Ej heller formindsker det Delinkventens Brøde, at han satte Ild paa sit eget og ej paa andres Hus, siden det laa i en samlet By, som derved øjensynlig udsattes for Ødelæggelse, og Stedet som behæftet desuden mere tilhørte Panthaveren end Delinkventen". Han paastod derfor i Overensstemmelse med Danske Lov 6-19-1 Brandstifteren dømt til at miste Halsen og brændes samt udrede Skadeserstatning til de brandlidte foruden Sagens Omkostninger.
 Defensor, Prokurator Guldager 3), gjorde et forgæves Forsøg paa at bringe den mildere Artikel i Danske Lov 6-19-2 til Anvendelse, der handler om Brandstiftelse af "Vaade og Skødesløshed og ikke Forsæt".
 "Den senere udbrudte Ild var undgaaet, om Tilfældet med tiltaltes syge Kone ikke var arriveret, hvortil han fra Loftet blev nedkaldt. Tiltaltes Uagtsomhed og der indtrufne Tilfælde med hans Kone har, som det synes, ene anlediget den senere opkomne Ildebrand. - - - Aktors Paastand formenes derfor ikke at kunne tages til Følge, men at 6-19-2 derimod synes anvendelig paa tiltalte".
 Men Retten kunde ikke tage Defensors Paastand til Følge. Den fandt der godtgjort, at Brandstiftelsen var foretaget med Forsæt i en fuldkommen tilregnelig Tilstand uden dog at være foretaget med foregaaende modent eller langt Overlæg. Allerede den 31. Juli blev Dommen afsagt. Dens Konklusion lyder saaledes:

"Thi kendes for Ret:
 Tiltalte Skomagermester Morten Jonassen af Varde bør at halshugges med Økse og Hovedet saavel som Kroppen derefter at lægges paa Stejle. Saa bør han og til de skadelidte at bøde 40 Lod Sølv samt til Kongen lige saa meget og desuden sin Boslod til allerhøjst samme at have forbrudt. Til Købstædernes Brandforsikringskasse bør han at betale i Erstatning for de ved hans Skyld afbrændte Bygninger 65 156 Rbdl. Sølv - - -  samt til det almindelige Brandassurancekompagni for Varer og Effekter 1070 Rbdl. Sølv, ligesom for øvrigt samtlige Ejere og Beboere af de ved hans Skyld afbrændte Steder reserveres deres Ret til Skadeserstatning for, hvad de af uassurerede Ting maatte have tabt ved denne Brand, Endelig bør han at udrede samtlige af samme Proces og hans Arrest og Varetægt samt ved Dommens Fuldbyrdelse flydende Omkostninger og deriblandt til Aktor, Prokurator Sørensen, og Defensor, Prokurator Guldager, 16 Rbdl. Sølv til lige Deling, hvilket sidste i Tilfælde af den skyldiges Uformuenhed bliver at udrede af det offentlige."
 Morten Jonassen acqviescerede ved Dommen og begærede, at den straks og uden Appel maatte blive forelagt Kongen til Stadfæstelse. Der kunde dog ikke tilstedes i en Livssag at gaa Appelinstanserne forbi. Den 1. Oktober blev Dommen stadfæstet af Overretten i Viborg, den 28. November af Højesteret, og den 9. Januar 1822 reskriberede Kongen, efter at Dødsdommen havde været ham forelagt, at Dommen skulde fuldbyrdes over Morten Jonassen, dog saaledes at den henrettedes Hoved og Krop ikke skulde lægges paa Stejle. -
 Den 9. Februar 1822 tidligt om Morgenen blev Morten Jonassen kørt ud til Retterstedet, en lille Høj noget Syd for Vejen, der fra Ringkjøbing Landevej fører ned til Frisvad Mølle 4). Enhver Grundejer saavel som enhver Borger og bosiddende Daglejer havde faaet Ordre til enten selv eller ved en voksen Karl forsynet med en Stok at slaa Kreds om Retterstedet. Ogsaa Konfirmander af begge Køn havde efter Præstens Anvisning taget Opstilling ved Højen (Afskrækkelsesteorien!). Pastor Brøndsted holdt en 'overordentlig smuk Tale, som han endte med Ordene: "Fader, forlad ham, thi han vidste ikke, hvad han gjorde!".
 Om Henrettelsen har en Datter af Pastor Brøndsted fortalt saaledes: Medens Morten Jonassen "knælede ned, bad han Byfogeden, om han ikke endnu en Gang maatte læse sit Fadervor med sin Præst, hvortil Byfogeden sagde ja. Men da de kom dertil: "Forlad os vor Skyld, som vi og forlade vore Skyldnere", huggede Skarpretteren til, og Fader kunde aldrig glemme den Blodstrøm, der da vældede ud." 5)

 Liget blev lagt i Kiste og gravet ned paa selve Retterstedet.
 Medlidenhed og ikke Had til den ulykkelige var det, der besjælede hans Medborgere. Hans frygtelige Straf har vel mildnet Følelserne. Der fortælles da ogsaa, at en Gruppe Mænd om Natten gravede Kisten med den døde op, førte den ind til den nuværende gamle Kirkegaard, hvor de gravede en Grav midtvejs i Gangen, der løb parallelt med Kirkegaardsdiget mod Torvet, sænkede Kisten ned og gik bort efter omhyggeligt at have udslettet Sporet af deres natlige Færd. 6)

Ludvig Murtfeldt slutter sin Beretning om Morten Jonassen saaledes: "Sørgeskarer og tilfældig spadserende har siden uden at vide det traadt Graven, der gemmer den hovedløses Støv. - Graven ved Retterstedet er tom".
 Der skete Morten Jonassen, hvad Ret var efter menneskelig gældende Lov. Efter Guds Lov kunde Mennesker ikke have taget hans Liv; thi han havde ikke ombragt noget Menneske. Nu, da det tyvende Aarhundrede har taget Fart, er man forlængst gaaet til den modsatte Yderlighed, nu kan en Morder som oftest sone sin Blodskyld i Tugthuset til liden Baade for Samfundet. Den gamle Skrifts Bud,: "Øje for Øje og Tand for Tand" betragtes som en overgemt Læresætning, er dog bestandig Guds Lov"."
 Det var i 1821 den nordlige, i 1779 den sydlige Halvdel af Byen, Branden gik ud over. I 1779 brændte 65, i 1821 66 Gaarde og Huse, i alt 131 Bygninger. I 1811 var der i Varde 156 Gaarde og Huse. Det vil altsaa sige, at i Løbet af 50 Aar et saa godt som hele Varde afbrændt, og disse to store Brande er Grunden til, at Varde nu ingen rigtig gamle Huse ejer, men har et forholdsvis moderne Udseende.

1) Født 18. December 1766 i Varde, Søn af Skomager Jonas Pedersen og Hustru Ane Maria Nicolaisdatter (J. Kbg.).
2) Fader til Universitetsbibliothekar, Etatsraad Dr. phil. P. G. Thorsen (1811-83).
3) Andreas Guldager, død i Varde 9. Marts 1851, 58 Aar gammel (J. Kbg.).
4) "Ribe Amts-Tidende" 25. Maj 1928.
5) "Oldemors Erindringer", Odense 1908. S. 13.
6) Hovedkilden til Brandens Historie er Varde Justitsprotokol.